Har du et job eller en karriere?

Træf det rigtige valg ved dit næste jobskifte

‘Job’ og ‘karriere’ er begreber vi ofte bruger lidt i flæng. Men er du ved at overveje, hvad der skal være dit næste skridt i arbejdslivet, så er det en god idé at skelne mellem dem. Det vil øge sandsynligheden for, at du træffer det rigtige valg.

Arbejdspladsens krav til dig om engagement, motivation og selvledelse er som oftest store. Til gengæld kan du forvente at blive inddraget i beslutninger, der vedrører dig, at få faglige udfordringer og uddannelse og naturligvis en konkurrencedygtig løn. Det er en del af jobbet.

Men at have en karriere indebærer også en klar ambition om at få ansvar og succes. Som regel i form af ledelse, lønforhøjelse og anseelse. Det kan ofte indebære at man brænder mere end 50-60 timer af om ugen, for at opnå det man vil. Jobskifte ca. hvert 4. år vil være et typisk mønster, men du skal seriøst overveje ethvert jobskifte som kan bringe dig hurtigere frem og accelerere din udvikling. Det vil sige, at du selv efter kort tid i et nyt job, skal være åben overfor muligheder, der kan give dig endnu mere fart på.

Derfor kan man dog godt lave temposkift i løbet af arbejdslivet. Er man lige blevet forælder, så kan det give god mening, at skrue op for karrieren derhjemme fremfor på arbejdet. Og for både specialister og ledere findes der ‘otte-til-fire-jobs’, og endda ofte med meget stor fleksibilitet.

Det handler om at finde den rette balance, så du ikke bliver ‘stuck in the middle’

Der findes naturligvis også mange nuancer imellem en rendyrket karrierestilling og otte-til-fire jobbet. Du skal blot være opmærksom på risikoen for at blive ‘stuck in the middle’. Det vil sige, at du lægger lige så meget energi i et job som der kræves i en karrierestilling, men arbejdet har blot ikke det rigtige potentiale. Eller det modsatte, hvor du har en karrierestilling men enten ikke vil eller kan lægge den nødvendige indsats. Begge dele vil være stærkt frustrerende.

Mange af os har oplevet, at vi i vores arbejde – og måske også i vores privatliv – stræber efter mål som er blevet sat af andre for os. Sådan vil det altid være i et vist omfang. Intet menneske er som bekendt en ø. Men det kan være nyttigt at overveje, hvad der egentlig er dine egne langsigtede ambitioner for arbejdslivet, familielivet, personlig udvikling, økonomi, helbred og fornøjelser. Kan du formulere det, så er muligheden for selv at tage styringen væsentligt større.

Overvejelser som også vil gøre det klart for dig, om du skal have et job eller en karriere.

Find din markedsværdi!

At finde din markedsværdi, ja, det er ikke helt enkelt. Vi har her et par holdepunkter, som du kan gøre brug af.

Skal du skifte job?

Brug vores ‘Job Motivation Scorecard’ til at finde ud af din reelle motivation for at foretage et karriereskift